Update

Det er mig. I arbejdstøj. Med meget kort hår. Det er det tøj jeg har mest på for tiden. Udover job-arbejdstøj. Job skræmmer mig lige nu. Der er travlt, det er jo fedt, men jeg stresser hurtigt, får hjertebanken og længes efter den offentlige sektor hvor der var bedre plads til sorg, ineffektivitet og nedsat hukommelse (eller var der?). Og ja, der er røget et par kilo på, for jeg ser p.t ingen grund til at motionere eller leve sundt. Orker det ikke. 

 Det er Banehuset. Det ligner sig selv. Det er sig selv, men jeg er ikke den samme. Det er op af bakke, den største udfordring er at jeg er røget tilbage i mit "sorte" tankemønster. Fokus på det dårlige, på det meningsløse, på det der mangler. Men Banehuset står.

 Dette er nyt. Drivhuset. Drivhuset der blev købt online kort efter Moderdyrets død, uden tvivl en overspringshandling i de akutte dage efter, men på sigt er det meningen at det skal være godt. Det pynter. 

De her er nye. De nye beboerer. L's hønsefamilie. L's fordi jeg ikke kan overskue at det er mine også. Endnu. Så indtil videre lukker jeg dem blot ud, fodrer dem, råber af dem når de skider på terrassen og leder efter dem i den nye søde nabos have. Men de er L's. 

Blev du klogere? Jeg forstår godt hvis du ikke gjorde; Jeg er i live, jeg er gået lidt i stå, og verden er lidt svær at håndtere. Hvad sker der for, at den kører videre? Bare sådan. Med konfirmationer, fødselsdage, arbejdsdage, pligter, regninger, vasketøj og indkøb? Jeg kan ikke nå at følge med. At tage på job (næsten) hver dag tager alt mit overskud. Når jeg nu bare har lyst til at sidde og vegetere, eller grave huller i haven.

Broderdrengen har det godt. Han er udskrevet og vi venter på resultater fra biopsi, mens han er på rekreation hos gode venner.

Kh til din weekend.
P.

Are you freaking kidding me?

Broderdrengen skal indlægges på mandag. Efter Moderdyrets....altså efter hun døde, havde han ondt i brystet. Var,  som jeg, bange for at nu dør vi som de næste af kræft. Lige nu. Jeg gik til lægen med et modermærke der viste sig at være en splint fra haven der havde givet betændelse (ja, grin bare - i did ;o)
Han gik til sin læge med angst for lungekræft. Vi talte meget om, at det var vores dødsangst og krisen efter at have mistet begge vores forældre til kræft, der spillede os et puds, men angsten ville ikke slippe.

Forstående læge sendte ham videre til lungespecialister. De sagde alt er ok med lungerne, men der er noget bag brystbenet vi ikke ved med (??) Nu er han sendt til nogle andre specialister, og på mandag laver de kikkertundersøgelse i fuld narkose, for at se hvorfor hans thymus kirtel er forstørret, tager en biopsi, og så må vi vente 14 dage.

Hvad fanden er det for en kirtel? Hvorfor er den forstørret? Fuld narkose? Broderdrengen er 37, frisk, ikke-rygende på 9. måned, løber 10 km's løb.

Pænt dårlig film vi lever i for tiden her i familien. Pænt dårlig.

Kontrol og retfærdighed

Jeg er pænt træt af mig selv. Måske er det klassisk borderline, måske er det sorgen der forvansker alt der kommer ind og alt der går ud, måske er det bare...mig.

Jeg er fyldt op af følelser. Tanker. Jeg syntes jeg navigerer ganske udmærket, når det kommer til venner og arbejde - her formår jeg en stor del af tiden at sige fra og sige til. Forklarer hvorfor jeg må forlade bedstevenindens 40 års fødselsdag efter et par fine timer, er fyldt op, grædende og uden anden grund end at min mor er død. Det er intet problem. Der er forståelse og trøst. På job har kollegerne regnet ud at jeg skifter fra grinende til grædende indenfor samme arbejdsdag. Der spørges ikke. Jeg forklarer ikke. Vi ved hvad der sker. Det er en mandeverden.

Det er sværere når det kommer til det nære liv. Broderdrengen, kæresten, fritiden. For skal vi være helt ærlige, så rager det mig. Jeg mærker snerten af depression (ja, jeg har tid hos psykologen). De følelser der skifter fra "hvad er meningen så?", over "i kan gå ad helvede til", "jeg smadrer jer". Uden helt at vide hvem. Ofte den første i skudlinien, og det bliver ganske let hende den fine. Jeg overlever bedst, når jeg får fat i sorgen, når jeg kigger den i øjnene, corner den og siger "hvad så, hvad vil du og skal vi få det gjort"...så græder jeg. Græder for min døde mor, min døde far, for Broderdrengen og for mig selv. For hvad er meningen, hvis man er oplært med at retfærdigheden sejrer? At de gode ikke bare bliver syge og dør, forsvinder, lider. Hvad er meningen så? Og kan man lære at det er noget andet der skal give mening? At der ingen mening er. Alt er tilfældigt? Uanset hvor mange gode ting man ønsker, gør og giver, så kan man stadig miste. Måske sent at opdage, måske naivt at jeg har haft den barnetro så længe?

Status er, at jeg kæmper. Kæmper mod ligegyldigheden. Kæmper mod de store svære tunge tanker. Kæmper for at være bare nogenlunde sam-levelig med, for impulsen til at sige "fuck it" og lade alle vende sig mod mig er stærk i denne tid. Det ville føles SÅ forløsende at blive fyret fra sit job (røvhuller), blive dumpet af L. (ja, det måtte jo komme), og vende alt og alle ryggen. For så har jeg kontrollen. Kontrollen - og derved aflivet riskoen for at de dumper mig mens jeg ligger ned. Mens jeg sørger, ikke kan mærke kærligheden, mens jeg graver huller i haven, sorterer det sidste af mine mors værdier, mens jeg forsøger at overleve i mit eget følelseskaos, der har meget lidt plads til andre. Andres liv.
Broderdrengen siger "husk at gøre noget godt for L. , sæt dig udover din sorg, kom nu, løb en tur når du bliver aggressiv eller irriteret", og han har ret.  Men jeg kan også høre i det han siger og hans stemme, at han selv oplever de samme følelser, den samme afmagt, den samme irritation Når han taler til mig taler han også til sig selv.

Vi er vidt forskellige og så ikke alligevel. Vi sørger. Vi taler om vores forældre, vores fortid, vores angst for om der er en fremtid. Vi forstår hvorfor folk har en tro. En tro der kan trøste, noget at klamre sig til når verden for en stund ikke giver mening. At vi denne påske har tømt, rengjort og afleveret Moderdyrets bolig har sat et følbart punktum.

Hvis du leder efter tråden i dette indlæg eller den gyldne slutlinje, må jeg skuffe dig - ordene du får i dag har ingen fin afslutning, men jeg lover at give dig den når jeg finder den. Promise.